Skip Navigation Links
- Forside
 

Nyheder

 

Love for Nr. Nebel Tennisklub

§ 1

Foreningens navn er Nr. Nebel Tennisklub. Dens hjemsted er Nr. Nebel i Varde kommune.

§ 2

Foreningens formål er at udbrede kendskab til og færdighed i tennis, især blandt ungdommen i Nr. Nebel og omegn.

§ 3

Bestyrelsen har ansvaret for, at der altid er rimelige baneforhold for foreningens medlemmer.

§ 4

Medlemskab af foreningen opnås ved betaling af sæsonkontingent efter forudgående skriftlig indmeldelse ved sæsonens begyndelse.

Bestyrelsen kan i særlige tilfælde nægte optagelse eller ekskludere et medlem.

§ 5

Sæsonkontingent fastsættes af generalforsamlingen, efter indstilling fra bestyrelsen, for 1 år ad gangen.

§ 6

Gæster kan spille på banen mod betaling af det ved sæsonens åbning fastsatte gæstekontingent.

§ 7

Såfremt bestyrelsen finder, at hensynet til klubbens anseelse gør det nødvendigt, kan den idømme et medlem karantæne på indtil 30 dage og fastsætte indholdet af karantænen.

§ 8

Bestyrelsen består af 3 – 5 medlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. Formanden og kassereren skal være fyldt 18 år.

§ 9

Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, sekretær og kasserer og nedsætter eventuelle udvalg til varetagelse af klubbens aktiviteter. Disse udvalg udtages blandt bestyrelsen og klubbens menige medlemmer.

I tilfælde af afgang blandt bestyrelsens medlemmer i årets løb, supplerer bestyrelsen sig selv, dog således, at valget godkendes på første ordinære generalforsamling.

Ved økonomiske dispositioner over 5.000 kr. kræves der underskrift fra formanden og kassereren. I tilfælde af formandens fravær kan sekretæren underskrive sammen med kassereren.

§ 10

Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når denne finder anledning til det, eller når 2 af bestyrelsens medlemmer ønsker det.

Ender en afstemning på et bestyrelsesmøde lige, er formandens stemme afgørende.

§ 11

Sekretæren fører protokol over generalforsamling og bestyrelsesmøder.

§ 12

Kassereren fører medlemsprotokollen og specificeret regnskab over klubbens indtægter og udgifter. Regnskabsåret følger kalenderåret.

§ 13

Bestyrelsen skal i forhold til medlemmer have overtilsynet med banerne og tennisspillet. Det påhviler bestyrelsen at udarbejde et banereglement og at sørge for dets overholdelse.

§ 14

Generalforsamlingen har den øverste myndighed i klubbens anliggende. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned. Generalforsamlingen varsles mindst 3 uger forinden i en lokal avis. Eventuelle forslag skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

§ 15

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

1. Valg af dirigent

2. Formanden aflægger beretning om klubbens virksomhed i årets løb

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

4. Fastsættelse af kontingent efter bestyrelsens forslag

5. Behandling af indkomne forslag

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

7. Valg af 2 revisorer

8. Eventuelt

§ 16

På den ordinære generalforsamling, der er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte, afgøres sagerne ved simpel stemmeflertal. Dog kræves til vedtagelse eller forandring af klubbens love 2/3 majoritet i forhold til antallet af fremmødte. Forslag til ændring af lovene skal være annonceret i indkaldelsen til generalforsamlingen, dog kun som ”vedtægtsændring”. Stemmeret kan kun udøves ved personlig møde og alle over 14 år har stemmeret. Skriftlig afstemning finder sted, når et af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.

§ 17

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med 3 ugers varsel, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal uophørligt indkaldes med nævnte varsel, når mindst 1/3 af klubbens medlemmer indgiver skriftlig begæring herom til bestyrelsen.

§ 18

Bestyrelsen har fri rådighed til at anvende foreningens midler til drift og vedligeholdelse efter bedste skøn i foreningens interesse under ansvar overfor generalforsamlingen. Eventuelle investeringer, udover drift og vedligeholdelse, skal godkendes af generalforsamlingen.

§ 19

Beslutning om klubbens ophør kan kun tages på en i den anledning indkaldt generalforsamling, og da kun når 2/3 af klubbens medlemmer stemmer for.

Såfremt beslutning om klubbens ophør herefter ikke kan tages med den anførte kvalificerede majoritet, skal der ske indvarsling til ny generalforsamling med mindst 8 dages varsel. På denne generalforsamling vil klubbens ophør kunne vedtages med 2/3 flertal af de fremmødte.

Vedtages klubbens ophør, overgår dens midler til nærmere angivne idrætsformål i Nr. Nebel og omegn efter generalforsamlingens beslutning herom.

Ved ophør henvises til tidligere indgået aftale mellem tennisklubben og Form og Fritid vedr. overdragelse af redskaber, rekvisitter o.l.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 10. marts 1982

Ændret den 1. april 1987

Ændret den 12. november 1998

Ændret den 20. februar 2001

Ændret den 17. april 2013

 
Banner